Odsherred Kommune i retten

For to år siden blev en arbejdsulykke vurderet som et hændeligt uheld. Men nu har Arbejdstilsynet vurderet og bedt politiet om at rejse en straffesag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet og Arbejdstilsynet vurderede for to år siden, at en ulykke hvor den 59-årige Arne Knudsen fik en gren over sig og senere døde, for hændeligt uheld. Men i dag er sagen genåbnet og Arbejdstilsynet har vurderet og bedt politiet om at rejse en straffesag mod Odsherred Kommune.

- Vi har jo allerede på baggrund af ulykken ændret på en række procedure, og vi vil gøre alt for, at sådan noget ikke kommer til at ske igen, siger Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune.

Han vil afvente og se, hvad den kommende retssag vil føre til, før han vil tage stilling til yderligere. Men han tilføjer.

- Man har jo som altid som arbejdsgiver et ansvar for, at medarbejdernes sikkerhed er i orden, at medarbejderne også bruger de rigtige redskaber, og følger instruktionerne. Nu må vi se, hvad retssagen betyder, men det er en ulykkelig sag og en ulykkelig situation, siger Thomas Adelskov.

Det vides endnu ikke, hvornår straffesagen skal forløbe.

 

Stod to meter fra ulykken

Vagn Jensen har arbejdet sammen med den nu afdøde Arne Knudsen i over 30 år. De har fældet mange træer sammen.

- Vi har løst mange opgaver gennem 30 år. Træer, der har stået meget sværere end det her. Det her var ikke noget, vi regnede for noget, siger Vagn Jensen.

Vagn Jensen og Arne Knudsen arbejdede sammen i Vej og Park i Odsherred Kommune. Den 9. februar 2011 skulle de fælde en række poppeltræer.

En gren falder ned og rammer Arne Knudsen. Vagn Jensen yder førstehjælp og Arne Knudsen bliver hentet af en helikopter. Efter fire måneder i respirator dør han. Vagn Jensen mener ikke, at de dengang kunne have gjort noget anderledes.

- Arbejdstilsynet sagde, at vi klart overholdt reglerne. Det samme sagde politiet. Så jeg kan ikke forstå, at man efter to år vælger at tage sådan en sag op, siger Vagn Jensen.

Det er hårdt for ham, at han igen skal til at forholde sig til ulykken.

- Nu ripper man op i sagen igen. Det er altså ikke lige spændende. Der kommer jo tanker, som man måske havde fået lidt på afstand, siger Vagn Jensen.


Nyhedsoverblik