Nykøbing F. Revyen fylder 25 år: Udvider holdet

Den populære revy kan næste sæson fejre jubilæum og udvider derfor besætningen af skuespillere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Seks skuespillere vil stå på scenen, når Nykøbing Falster Revyen i 2015 kan fejre jubilæumsår med sæson nummer 25.

Revyteatret i Nykøbing Falster er ved at takke af for i år og spiller allersidste forestilling den 30. august, men traditionen tro, offentliggør revydirektøren nu næste års hold skuespillere:

- 2015 er min sæson nummer 25 i Nykøbing F. Teater, og det skal selvfølgelig kunne ses. Derfor har jeg blandt andet udvidet holdet, så vi bliver seks skuespillere på scenen – tre kvinder og tre mænd, siger revydirektør Flemming Krøll i en pressemeddelelse.

Revyholdet 2015 består af Jeanne Boel, Vicki Berlin, Rasmus Krogsgaard, Julie Steincke, Michael Hasselflug samt Flemming Krøll. Kapelmester er Mickey Pless.

Det bliver altså til et gensyn med Rasmus Krogsgaard og Julie Steincke fra dette års revy. Jeanne Boel har været en flittig gæst i Nykøbing F. Revyen både som skuespiller og instruktør, og Vicki Berlin har været med i 2011 og 2012.

- Det er et godt stærkt hold med gode gamle kendinge, og to dygtige nye folk. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Michael Hasselflug, der er meget musikalsk, har den samme humor, som os andre, og så har han en fantastisk figur, som ”Henning” og ”Achmed”. Jeg ser også frem til samarbejdet med Mickey Pless, som er forrygende dygtig og meget alsidig. Han er en af landets mest benyttede pianister, siger Flemming Krøll.

Næste omgang af revyen har premiere den 11. juni 2015.


Nyhedsoverblik