KLUMME - Næstved: Profilerne væk, stærkere trup
1. division barberet ned fra 16 til 14 hold. Alligevel rykker der fortsat tre hold ud. Profiler som anfører Henrik Madsen, arbejdshest Lasse Nielsen og dødboldsspecilist Ronnie Bendtsen er væk. Forhold, der har bekymret adskillige Næstved-fans denne sommer.
Klubbens målsætning er da også klar: Undgå nedrykning. Eller som træner Brian Flies formulerer det: ”Vi skal kvalificere os til næste års turnering”. Hermed mener han 1. division i 2012/13, der rummer 12 hold i en turnering, der bliver afviklet ligesom superligaen med 33 kampe. Den 1. division er attraktiv. Den vil kaste flere tv-penge af sig.
Penge er der som bekendt brug for i Næstved Boldklub. Klubben må fortsat kun skrive amatør-kontrakter, fordi egenkapitalen er for lille. Økonomien er med andre ord stram – ellere rettere: Direktør Peter Birks udgiftsstyring er stram. "Ingen i klubben får længere lov at købe et hjørneflag, uden at jeg har godkendt det, lød det allerede da han tiltrådte før julen 2009". Den slags snak om udgiftsstyring er i mange klubber mest til brug i skåltaler. I Næstved er det også praksis.
Trange kår i Næstved, kunne man mene. Nuvel, men Næstved-fans bør parkere pessimismen når de går til fodbold. Der er al mulig grund til at puffe forventningerne opad.
Næstved Boldklub rykker ikke ud.
Holdet forstærket
For på seks uger er Næstved gået fra at have en afpillet spillertrup på otte spillere til et godt, gedigent 1. divisionshold. Hvad er der sket? Klubben røg økonomisk på spanden på det helt rigtige tidspunkt.
Det er klubbernes marked. Spillerlønningerne er raslet ned siden 2009. Det vrimler med kvalitetsspillere uden kontrakter. En håndfuld af dem spiller nu i Næstved – det er solide navne, der i mine øjne giver klubben flere sportslige muligheder end i den forgangne sæson.
Lad os bare tage de vigtigste forstærkninger:
1. Målmand Lasse Sørensen er vendt tilbage til Næstved efter ophold i blandt andet Horsens og Roskilde. Han giver rutine og sikkerhed på målmandsposten, som jeg mener var holdets svageste punkt i sidste sæson, hvor der hverken var rutine, ro eller sikkerhed.
2. Jesper Dahl er kommet fra FC Vestsjælland, hvor han sjældent fik lejlighed til at spille flere kampe i træk. Og lad det være sagt med samme. Dahl er ingen balletdanser på en fodboldbane. Det er rå vilje, fysisk styrke og brydekampe på midtbanen. Det er effektivitet fremfor elegance. Kort sagt: koncentratet af Næstveds mangler i sidste sæson.
3. Bredde i angrebet. Lasse Qvist og Anders Clausen er nye i angrebet. To små angrebstyper, der kan minde om hinanden i spillestil. Clausen måske mere arbejdsom end Qvist. Qvist bedre oplægger end Clausen. Men begge hugger til en fodbold på en måde, som der ofte kommer mål ud af. Og har en af dem en offday, står rutinerede Karsten Jensen klar eller Garcia som indtil videre også står officielt noteret som angriber.
Nye positioner
Og det bringer mig til mit håb for Næstved i den kommende sæson – nemlig at et par af spillerne bliver tildelt en ny position på banen, så holdet får mere glæde af deres evner.
Netop Garcia har i lang tid underpræsteret. Han taber mange bolde, er for nem at pille bolden fra, når han modtager bolden med ryggen til målet. Han afleverer skævt. Han afslutter for usikkert. Hans præstationer hænger bare ikke sammen med det faktum, at brasilianeren uomtvisteligt besidder et stort potentiale, men det forbliver aldeles uforløst i angrebet. Han ligner en case på en fodboldspiller, der burde gå i landsholdsspiller William Kvists fodspor. Nemlig, søge ekstern input om fokus, koncentration og mental styrke.
Næstved Boldklub kan få meget mere gavn af ham. Og jeg tror personligt, at hans evne til at udfordre, hans speed og fysiske styrke kommer meget mere til sin ret som kantspiller.
Men her spiller anfører Rasmus Mathiesen – og hvorfor i himlens navn gør han det? Man skal lede en rum tid ned gennem fodboldrækkerne i Kongeriget for at finde en, der er mere fejlcastet til positionen som venstre midtbane.
Manden er for det første ikke kantspiller af natur - den type, der udfordrer mand-mod-mand med speed i fødderne og så ellers ned mod baglinen. I parentes bemærket er han ydermere højrebenet. Rasmus Mathiesen er derimod taktisk stærk, defensivt solid, god bolderobrer, stærk i førstegangspasninger, han er en klog spiller med overblik.
Kære Brian Flies: Rasmus Mathiesen er central midtbanespiller. Brug ham der.
Lad i stedet Garcia og Daniel Pedersen kæmpe om positionen på venstre kant. Det vil give en helt anderledes fart i Næstveds offensiv.
Næstved Boldklub bør undgå nedrykningen. Bredden i truppen er styrket i forhold til sidste sæson.
De Grønne ligger med den nuværende trup et stykke over hold som Blokhus, Brønshøj, Hobro, Skive og Hjørring. Tre af de fem hold rykker ud.
Transfers:
Goddag: Lasse Qvist (Nordvest FC), Anders Clausen (Vejle), Vito Hammershøy-Mistrati (FC Midtjylland-ungdom), Daniel Pedersen (AB), Lasse Sørensen (Roskilde), Arman Mehakovic (HB Køge), Jakob Krag (Frem Sakskøbing), Jon Andersen (Herlev)
Farvel: Henrik Madsen (FC Vestsjælland), Lasse Nielsen (FC Vestsjælland), Lasse Hansen (Roskilde), Ronnie Bendtsen (HB Køge), Frederik Vang Larsen (Roskilde), Emmanuel Ake (fri transfer).
Idealopstilling (4-4-2):
Lasse Sørensen
Arman Mehakovic Kristian Bo Andersen Daniel Jørgensen Matias Kjelde
Joakim Normann Jesper Dahl Rasmus Mathiesen Daniel Pedersen
Anders Clausen Lasse Qvist
Vigtigste reserver:
Felipe Garcia Goncalves (angriber), Karsten Jensen (angriber), Vito-Hammershøy-Mistrati (midtbane), Alexander Funch (kantspiller), Jon Andersen (midtbane), Morten Roholte (forsvar), Harun Keser (midtbane/back), Sefa Ünsal (midtbane)
Trænerens målsætning: "kvalifikation til næste sæsons 1. division." (Undgå nedrykning, red.) Nummer 12, 13 og 14 rykker ud.
Birkerod tipper: nr. 8-9

















