Mor til trillinger føler sig svigtet af kommune

Kalundborg kommune besluttede i dag at tvangsfjerne trillinger fra deres mor og sende dem i hver sin plejefamilie. Sagen bliver påklaget til Ankestyrelsen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en sort dag for Heidi Rasmussen fra Kalundborg

- Alt det jeg har stået for, al det jeg har levet for, alt det jeg har gjort, det bliver revet væk, siger Heidi Rasmussen,

Kalundborg Kommune besluttede i dag at tvangsfjerne hendes 19 måneder gamle trillinger. Det sker efter Heidi Rasmussen siden december har været anbragt på et observationshjem i Bagsværd.

- Jeg mener, at den hjælp vi har fået her også kunne iværksættes i hjemmet. Så det kommunen gør nu, det er et overgreb på hele familien. De splitter os til atomer, siger Heidi Rasmussen

Alenemor til tre
I 2012 blev Heidi Rasmussen mor til trillingerne

- Jeg vil jo det her 100 procent, jeg ånder for mine børn. Det er jo ønskebørn, siger Heidi Rasmussen.

Heidi Rasmussen havde selv valgt at blive alenemor, men hun havde ikke drømt om at scanningen ville vise trillinger.

- Da jeg fik dem, så troede jeg jo at så kørte det. Så blev man jo mor, og så voksede man med opgaven. Det føler jeg også er sket. Problemet er bare, at opgaven har været så stor, fordi der har været tre børn.

Føler sig svigtet
Hun vidste det ville blive svært og bad derfor allerede i 20. uge af sin graviditet kommunen om hjælp. Kommunen vurderede dog at hun godt kunne klare opgaven alene.

I følge Heidi Rasmussen trådte Kalundborg Kommunen ikke til med hjælp, selvom hun flere gange efter sin fødsel bad om det. Til sidst kunne hun ikke længere selv klare presset, og sundhedsfaglige personer begyndte at sende indberetninger om børnenes trivsel.

- Der har været nogle forskellige problemstillinger og det har været en kæmpe mundfuld. Der har været en masse ting at tage stilling til løbende, og det har bare været benhårdt, siger Heidi Rasmussen.

Tvangsfjernes i to år
Trillingerne blev vurderet til at være seks-syv måneder bagud i deres udvikling. Det udløste en plads på observationshjemmet. Men det var for sent at ændre Kalundborg Kommunens holdning til tvangsfjernelsen.

- De skal være anbragt udenfor hjemmet i to år, og så har man bestemt at trillingerne skal flyttes, så de ikke længere skal være på det opholdshjem, hvor de er på nuværende tidspunkt. Men skal flyttes ud i tre plejefamilier, siger Heidi Rasmussens advokat Anders Brøndtved.

Advokat Anders Brøndtved er rystet over kommunens behandling af sagen

- Jeg synes at sagsforløbet viser, at kommunen ikke er vant til at håndtere forældre til trillinger. Derfor synes jeg det er kritisabelt, at kommunen ikke på et langt tidligere tidspunkt har stillet hjælp til rådighed overfor Heidi, siger Anders Brøndtved

Kommunens psykolog har vurderet at Heidi Rasmussen ikke kan passe sine trillinger, hvorfor beslutningen om tvangsfjernelse i dag blev slået fast. Tvangsfjernelsen skete kl. 17.00. Sagen er påklaget til Ankestyrelsen.


Nyhedsoverblik