Kommuner taber sager om socialt snyd på stribe

Kommunerne taber pludselig sager på stribe om sociale bedrageri. Kommunerne går nu ind i kampen for at få vinde flere sager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I tre år har kontrolgruppen i Vordingborg Kommune ikke tabt en eneste sag, der er blevet påklaget til Statsforvaltningen, når kommunen har frataget borgere sociale ydelser med henvisning til, at de ikke er reelt enlige.

Men i efteråret har kommunen tabt tre ud af i alt fire sager, der har været påklaget. Begrundelsen fra Statsforvaltningen Sjælland har været, at kommunens kontrolgruppe ikke har dokumenteret sagerne tilstrækkeligt.

Det skriver Information.

Intet ændret, men pludselig ikke godt nok

- Vi har undret os over den besked, det må jeg sige. Før i tiden har vi netop fået at vide, at vores sager altid var veldokumenterede, så det store spørgsmål for os er, hvordan vi kommer videre herfra. Mine medarbejdere er i hvert fald frustrerede over at tabe sager, som de før vandt, bemærker centerleder Søren Nonbo fra Vordingborg Kommunes Center for Borger- og Ydelsesservice.

Information har i en række artikler omtalt, hvordan kontrolgruppen i Holbæk Kommune har tabt en række sager om reelt enlige, efter at Statsforvaltningen har haft sagerne til vurdering. Nu viser det sig, at der også i Næstved, Greve, Faxe og andre kommuner i Region Sjælland er opstået en tilsvarende forvirring om, hvad der skal til, før kommunen må stoppe for tilskud:

- Vi har netop fået to sager tilbage, hvor vi undrer os over ikke at have fået medhold, oplyser koordinator Henrik Jørgensen fra kontrolgruppen i Faxe Kommune til avisen.

Andre kommuner forstår det heller ikke

På baggrund af Statsforvaltningens afgørelser tog centerleder Søren Nonbo fra Vordingborg i november initiativ til et dialogmøde med kontrolgrupperne i andre af regionens kommuner. Mødet viste, at den tvivl, der først opstod i Vordingborg og Holbæk, nu havde bredt sig til flere kommuner. Én kommune tabte over halvdelen af sine sager, en anden tabte alle sine sager, en tredje havde netop tabt to sager, mens en fjerde kommune tabte tre påklagede sager.

Efter mødet skrev Søren Nonbo i et brev til Statsforvaltningen, at "det er umiddelbart kontrolgruppen i Vording Kommunes opfattelse, at den såkaldte 'Sorø-sag', eller rettere ombudsmandens udtalelser, overfortolkes i det Sociale Nævn, idet der er helt mærkbare forandringer i afgørelsesmønstret, som kan og skal undre enhver."

Ifølge gældende regler skal en kommune ikke bevise, men kan nøjes med at sandsynliggøre, at to forældre ikke reelt er enlige, men lever i et ægteskabslignende forhold. Det har kontrolgrupperne typisk gjort på basis af oplysninger om boligforhold, elforbrug, kontoudskrifter mm., men det er ikke længere tilstrækkeligt, skriver Information.


Nyhedsoverblik