Kommune gør intet ved gift på skole

Der er ingen hasteoprydning på vej, efter der er fundet hormonforstyrende miljøgift i luften på Nyrupskolen i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er ingen håndværkere på vej for at rydde op efter den frygtede miljøgift PCB, der findes i luften på Nyrupskolen i Kalundborg.

Kommunen har nemlig besluttet sig for alene at beskytte børnene mod giften med grundig rengøring og udluftning.

Det skriver Sjællandske.

To blokke på skolen er inficeret med den farlige miljøgift, men det frigives til omgivelserne i så lave doser, så de ikke vil gribe ind overfor det her og nu.

- Nyrupskolen skal efter planerne renoveres og ombygges i 2015. Disse nye målinger vil indgå i det projektforslag til den kommende renovering og ombygning, som skal danne baggrund for beslutningen, siger teknik-, udviklings- og kulturdirektør Claus Steen Madsen til avisen.

PCB blev især i 1960’erne brugt i fugemassen mellem de enkelte elementer i betonbyggeri – men det har vist sig at have meget alvorlige konsekvenser for mennesker. På kort sigt kan det føre til skader på hukommelsen og udviklingen af hjernen hos børn. På langt sigt opsamles stofferne i kroppens fedtdepoter, hvilket på sigt ikke bare kan føre til hormonsygdomme, der blandt andet kan gøre det svært at få børn – det kan også føre til kræft og en række alvorlige leversygdomme.

PCB – eller Polyklorerede bifenyler, som forkortelsen står for - regnes blandt verdens farligste miljøgifte på linje med for eksempel DDT.


Nyhedsoverblik