Køkkenchef fyret for problemer med sygehusmad

Indvielsen af det nye Fælleskøkken i Sakskøbing blev fulgt op med en fyreseddel til køkkenchefen. Leverancerne til sygehuset i Nykøbing Falster er ikke på plads

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom der er præcist 2 uger til det nye fælleskøkken i Lolland og Guldborgsund kommuner skulle begynde at levere mad til sygehuset i Nykøbing Falster, så står det nu klart, at køkkenet ikke er klar til at løfte opgaven.

Det betød få timer efter åbningen af det nye køkken i Sakskøbing, at køkkenchefen blev fyret med øjeblikkelig fritagelse for tjeneste.

Det oplyser I/S Fælleskøkkenets bestyrelse i en pressemeddelelse udsendt via Lolland Kommune.

- Bestyrelsen har ganske enkelt ikke længere tillid til køkkenchefen. Vi er chokerede over, at vi først i weekenden er blevet orienteret om helt grundlæggende og uløste problemer i Fælleskøkkenets drift, og vi er enige om, at der er behov for en ny ledelse til at bringe køkkenet tilbage på sporet, siger formand for bestyrelsen Bent Jørgensen.

Mad skal laves på Sjælland

Det nye køkken, der har kostet 63 millioner kroner, vil først om flere måneder være klar til at levere mad til sygehus-patienterne, oplyser bestyrelsen. Indtil da skal regionskøkkenerne i Slagelse og Holbæk levere sygehusmaden.

- Regionskøkkenerne i Holbæk og Slagelse kan heldigvis levere mad indtil Fælleskøkkenet er parat, men det er dybt utilfredsstillende, at vi ikke kan leve op til vores forpligtelser fra første færd. Fælleskøkkenet er blevet til som et samarbejde mellem to kommuner og Region Sjælland, og vi skal selvfølgelig kunne leve op til vores forpligtelser over for alle parter, siger Bent Jørgensen.

Fælleskøkkenets levering af mad til plejecentre og ældre i eget hjem i Lolland og Guldborgsund kommuner vil være klar efter årsskiftet, som det hele tiden har været planen, oplyser selskabet. Denne mad udgør omkring 80 procent af køkkenets leverancer.

Foreløbig varetages ledelsen af Fælleskøkkenets souschef. Stillingen som køkkenchef bliver genopslået hurtigst muligt.

Fælleskøkkenet I/S er ejet af Guldborgsund Kommune (39,4 %), Lolland Kommune (38,9 %) og Region Sjælland (21,7 %).


Nyhedsoverblik