Kamp om magt sætter borgmesterkandidat på skånepost

En kamp om Venstres suppleanter på Sjælland gør, at borgmesterkandidat Henrik Høegh vil få en skånepost, hvis han vælges til borgmester i Lolland Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom han bliver borgmester, så betyder valget ikke et farvel til Christiansborg for den tidligere fødevareminister Henrik Høegh (V).

Hvis den tidligere minister trækker sig fra Folketinget, så vil der nemlig skulle indkaldes en suppleant blandt de valgte Venstre-medlemmer.

Problemet for Venstre i kredsen er dog, at førstesuppleanten er Troels Christensen, der i dag er medlem af Liberal Alliance. Dermed vil magtfordelingen på Christiansborg ændre sig, hvilket partiet ikke tillader.

Det skriver Politiken på deres netavis.

Skærer voldsomt ned på Christiansborg

- Jeg har en aftale med partiet om, at jeg tager til København to gange om måneden og varetager interesser for mine vælgere fra Lolland-Falster og selvfølgelig for Lolland Kommune, og så slipper jeg for alle landspolitiske opgaver for Venstre, men bliver som sådan siddende i Folketinget med to arbejdsdage om måneden, siger Henrik Høgh til avisen.

Han mener at ordningen er nødvendig, da han ikke både kan være borgmester og folketingsmedlem på fuld tid.

Hans løn som folketingsmedlem vil han samtidig ikke beholde selv. Størstedelen af lønnen skal nemlig gå til udsatte børn og unge i Lolland Kommune, lover han. Det vil være mindst 20.000 kroner om måneden, siger han.


Nyhedsoverblik