Forældre tror fortsat på datters forklaring

Forældrene til den kvinde, der er sigtet for falsk anmeldelse af voldtægt, fortæller, at deres datter holder fast i, at overfaldet er sket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har sigtet en 19-årig kvinde for falsk anmeldelse af voldtægt, men hendes forældre siger tirsdag til TV2 ØST, at deres 19-årige datter holder fast i, at overfaldet har fundet sted, og at de tror på hende.

13. juli anmeldte den 19-årige kvinde, at 5 mænd skulle have været involveret i et overfald mod hende på en parkeringsplads bag en biograf i Kalundborg. Til politiet forklarede kvinden, at hun blev overfaldet og trukket hen til parkeringspladsen, hvor 4 mænd holdt hende fast, mens en femte mand voldtog hende.

Forbavsende få tip

Politiet har forklaret, at de modtog forbavsende få tip om voldtægten, og at de ikke kan få kvindens forklaring om episoden til at hænge sammen rent tidsmæssigt. Derfor vælger politiet nu at se bort fra kvindens forklaring og sigter hende i stedet for falsk anmeldelse.

Det er kvindens forældre langt fra tilfredse med.

"Jeg kender mit barn"

På sin Facebookside skriver kvindens mor således:

- Jeg skylder folk i Kalundborg at sige, at min datter blev lagt i håndjern, fik bind for øjnene og blev ført skrækslagen gennem Kalundborg, af minimum 5 sorte og en hvid mand. Bag kino blev der diskuteret højlydt hvem der skulle trænge ind i hende først. Hun husker ikke mere, før hun vågner næsten afklædt og bestjålet for de få kontanter hun havde på sig. Jeg lover jer, at jeg om nogen kender mit barn, og jeg er ikke i tvivl. Min datter var ude for et overgreb, som ville have skræmt livet af de fleste, og det har politiet åbenbart ingen problemer med.

- Jeg skylder i den grad folk i Kalundborg at sige, at for min eksmand og for mig,er sagen først lige startet. Mon I andre fandt jer i det? Håber jeg ikke. Men i dag ved jeg, at der fandme er en grund til at mange piger, trækker anmeldelsen tilbage. De bliver udsat for total mistillid fra politiet, fra første sekund, de anmelder overgrebet.

- Min datter er ikke nogen dramaqueen. Men hun blev ANHOLDT AF EN FALSK BETJENT I KALUNDBORG. Hvis han har lidt nosser, så melder HAN sig, for at rense sin egen sorte samvittighed. Hvis den findes.

Den 19-åriges far siger til TV2 ØST, at han er vred over politiets beslutning, og at familien nu forsøger at få fat i en forsvarsadvokat.


Nyhedsoverblik