Folketingsmedlem melder sig ind i byrådskamp

Det socialdemokratiske folketingsmedlem John Dyrby Paulsen stiller op til kommunalvalget i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det socialdemokraternes folketingsmedlem fra Korsør, John Dyrby Paulsen, stiller op til byrådet i Slagelse. Det meddeler politikeren selv mandag. Han gør det først og fremmest for at sikre, at kommunens nuværende borgmester Lis Tribler kan fortsætte på posten, men han ser også mange muligheder i at komme ind i lokalpolitik igen.

- Jeg har tidligere siddet 8 år i byrådet, før jeg kom i Folketinget i 2005, og jeg har altid vidst, at jeg skulle tilbage til lokalpolitik. Jeg havde dog ikke planlagt, at det skulle være lige nu, men siden borgmesteren og andre gode kræfter i foråret spurgte, om jeg ville overveje at stille op til kommunevalget, har det rumsteret i baghovedet. I byrådene er samarbejdet mellem partierne og kandidaterne langt tættere end i Folketinget. På den måde er det ofte mere givende at være i lokalpolitik, fordi man er tættere på beslutninger og de resultater, der følger med, og fordi man ikke på samme måde som i Folketinget er bundet til en bestemt partilinje, siger John Dyrby Paulsen til TV2 ØST.

Fortsætter i Folketinget

John Dyrby Paulsen har 7 udvalgsposter i Folketinget og er Socialdemokraternes ordfører på blandt andet forsvars- og udenrigspolitikken. Skulle han blive valgt ind i byrådet i SLagelse Kommune, agter han at fortsætte på Christiansborg.

- Jeg fortsætte i Folketinget med de ansvarsområder, jeg har i dag og kan samtidig spille en aktiv rolle i kommunalpolitik i Slagelse Kommune. Som MF’er (medlem af Folketinget red.) er jeg først og fremmest lokalt forankret, og mit fokus er på at bevare og skabe arbejdspladser i vores lokalområde, siger han.

Dyrby har været medlem af Folketinget siden 2005, hvor han tiltrådte som suppleant for Sandy Brinck og ordinært medlem fra 1. januar 2006. I 2007 blev han valgt ind i Folketinget i Slagelse Kredsen med 5021 personlige stemmer.


Nyhedsoverblik