Peter Sandøes far døde i september på et hospital.
- Det var en uværdig død, og slet ikke som han ville have ønsket det, siger Peter Sandøe fra Store Heddinge, der er filosof og professor.
Faren havde måneden forinden fået en blodprop i hjernen. Lægerne havde kæmpet for at få ham rask, men der stødte en række komplikationer til, og behandlingen viste sig at være udsigtsløs. Derfor valgte lægerne i samråd med familien at stoppe behandlingen, ligesom de lukkede for hans sondemad og væsketilførsel. Seks dage efter døde faren - af tørst.
Selvom faren formentlig ikke havde smerter, var det ifølge Peter Sandøe en langstrakt og uværdig død, som han gerne ville have skånet sin far for. Derfor havde han bedt lægerne om at give faren en dødelig dosis morfin. Men det blev afvist, og det er lige efter loven. For selvom lægerne gerne må give så store doser medicin, at døden indtræffer hurtigere end ellers, gælder det kun hvis det sker, for at lindre smerter. Læger må nemlig ikke yde aktiv dødshjælp i Danmark. Men nogen gange er det en illusion at skelne mellem passiv og aktiv dødshjælp, mener Peter Sandøe:
- Når man siger, at det er passiv dødshjælp at stoppe med behandlingen, så er det en lej med ord for mig. For ud fra en normal forståelse, så slår man da aktivt en person i hjel, hvis man tager vandet fra ham, som det skete med min far, siger Peter Sandøe.
I Lægeforeningens etiske udvalg er de dog tilfreds med loven, som den er i dag.
- Den lempeligste måde at komme herfra på ligeså langsomt er at tørste eller sulte, og det er ikke smertefuldt. Så hvis han ikke har haft ondt, så giver vi jo ikke medicin for at slå ham ihjel, siger Mette Dahl Sørensen, der er medlem af Lægeforeningens etiske udvalg.
Hun tilføjer:
- Det er jo rigtig vigtigt, at patienter og pårørende har tillid til os og tillid til, at vi behandler for at lindre og ikke for at slå ihjel.