Fedmeoperationer går galt

Hver tredie der får snøret mavesækken sammen får stærke gener som opkast og smerter og manglende vægttab, konkluderer førende ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fedmeoperationer - hvor mavesækken snøres sammen (Gastric Banding) eller skæres helt fra fordøjelsessystemet (Gastric Bypass) - bliver mere og mere populære.

Men hver tredje, der får Gastric Banding er utilfredse med gener og manglende vægttab. Det siger Ledende overlæge Jens Peter Kroustrup fra Aalborg Sygehus nu.

Maria Jørgensen har tabt sig 30 kilo siden hun for to år siden fik en Gastric Banding. Det lyder som en succes, men nu lever hun dagligt med invaliderende smerter og opkast.

 - Jeg kaster op hver dag eller hver anden dag. De dage, hvor det er slemt, skal jeg have hjælp til at komme op af sengen. Det føles som knive, der stikker inde fra og ud. Både midt på maven og ude i siden.

Før arbejdede hun i hjemmeplejen, det kan hun ikke længere.

 - Jeg kan ikke have et arbejde, og jeg er bare 25 år. Jeg synes slet ikke jeg er blevet vejledt godt nok. De har ikke fortalt mig, at det går skidt for så mange. Og at man kan risikerer at skulle have så mange operationer og justeringer af det bånd, der sidder rundt om mavesækken, siger Maria Jørgensen, der helt har fortrudt at hun har fået lavet operationen.

Hun blev opereret på Århus Kommune Hospital og siden omopereret på Hvidovre Hospital to gange. Blandt andet fordi silikonebåndet, der er fyldt med saltvand gik læk. Otte gange er båndet blevet justeret med kikkertundersøgelser og kanyler.

Kirurg Lars Naver fra Hvidovre Hospital, siger at de gør meget ud af at fortælle patienterne om bivirkninger og risici. Men at patienterne ofte er så opsatte på at få operationen, at de ikke rigtigt hører ulemperne.

 - Men hvis hun føler sig dårligt informeret er det selvfølgelig rigtigt. Jeg kan kun sige at vi informerer både mundtligt og med skriftligt materiale.  

På Hvidovre udfører man langt flest Gastric Bypass - de giver patienterne færre problemer og en bedre livskvalitet, siger Lars Naver. Men Sundhedstyrelsen kræver, at sygehusene fortsat tilbyder patienterne både Gastric Banding og Gastric Bypass.

Overlæge Jens Peter Kroustrup fra Aalborg Sygehus synes også stadig, at patienterne skal kunne vælge Gastric Banding-metoden.

 - For nogle vil det være den rigtige metode. Metoden kræver en meget hård kost disiplin. Og to trediedel af dem der får den, er jo tilfredse med den. Det skal man ikke glemme, siger Jens Peter Kroustrup. 

Sundhedsstyrelsens målsætning er at der årligt skal udføres omkring 1.200 fedmeoperationer i Danmark. Hver operation koster 80.000 kroner.

 

 

 

 

 


Nyhedsoverblik