Dømte pædofile har frit spil på nettet

Pædofile, som er idømt til behandling i stedet for en fængselsdom, hører under serviceloven og har derfor ret til både telefon, computer og internet. Politikerne vil nu have lavet reglerne om.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om en udviklingshæmmet mand er dømt til anbringelse på ubestemt tid og sidder på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby bl.a. for et sexoverfald på en femårig dreng i Vollsmose, så fortsætter den udviklingshæmmede mand alligevel med at kontakte børn via Facebook. Senest har han sendt nøgenbilleder af sig selv til en 10-årig pige og opfordret hende til at gøre det samme.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det har han kunnet gøre i årevis, fordi han er dømt til behandling i stedet for en fængselsdom. Fordi han afsoner på en instution, er han nemlig underlagt serviceloven, hvor man har ret til både telefon, computer og internetadgang.

Formand for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup (SF) er ikke i tvivl.

- Det er da vildt ubehageligt, at han kan blive ved med at forulempe børn. Jeg vil bede justitsministeren om en redegørelse for, hvordan den her sag kan løses. Enten retsligt eller centreret om den enkelte sag, siger hun til Fyens Stiftstidende.

Næstformand i retsudvalget, Tom Behnke (K) vil have stoppet pædofiles adgang til internet på institutionerne - han vil også tage kontakt til justistsministeren:

- For mig at se er det et retssikkerhedsmæssigt problem, at de forskellige anbringelsesmuligheder har forskellige regler. Det kan ikke nytte noget, at man kan fortsætte sine kriminelle aktiviteter, hvis man er anbragt på en institution - hverken i forhold til ofrene eller de potentielle ofre, siger han.

Anne Baastrup og Tom Behnke vil dog ikke få meget ud at bede justitsministeren om en redegørelse - ministeriet sender nemlig aben videre til Social- og integrationsministeriet, hvor Karen Hækkerup (S) er parat til stoppe Birger Christensen:

- Det er rædselsfuldt, hvad denne pige har været udsat for. Og det skal vi selvfølgelig have stoppet. Pædofildømte skal ikke have adgang til at chikanere sagesløse børn, og jeg vil nu tage kontakt til justitsministeren, så vi i fællesskab kan finde ud af, hvordan vi kan forhindre, at de har adgang til f.eks. internet og mobiltelefon, siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S).

 


Nyhedsoverblik