Det bliver dyrere at fyre med brænde

Prisen på at fyre op i brændeovnen stiger kraftigt. En gennemsnitslig familie kan miste op mod 1.500 kroner om året på nye afgifter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det bliver markant dyrere at fyre med brænde, briketter og træpiller hjemme i stuerne. Skatteministeriets nye brændeafgift, der lige nu er i høring, rammer boligejere, der fyrer derhjemme - og den rammer hårdt. Det skriver bolius.dk

En gennemsnitlig husholdning med brændeovn bruger ca. 5 rummeter brænde om året, og her vil afgiften betyde ekstraudgifter på op til 528 kr. i 2014, og det stiger gradvist op til 1.375 kr., når afgiften er fuldt indfaset i 2020, viser en beregning, som Dansk Skovforening har lavet for bolius.dk.

Afgiften - der kaldes 'forsyningssikkerhedsafgift' - gælder al biomasse, dvs. også træ, som sælger ikke kan bevise ikke er brænde til opvarmning. Det er sælgerens eget ansvar at anmelde og opkræve afgiften i merpris hos sine kunder.

Frygter, at vi brænder urent træ

Lovforslaget ventes fremsat i Folketinget i efteråret 2013. Bliver det vedtaget, begynder afgiften på 11,40 kr. pr. gigajoule (brændværdi) i 2014 - og ender på 29,70 kr. pr. GJ efter fuld indfasning i 2020.

Hos Dansk Skovforening frygter man, at de højere afgifter vil øge markedet for  'sort' handlet træ.

-  Men der er også den risiko, at når brænde bliver så dyrt, så vil danskerne formentlig blive mere fristede til at fyre med urent træ, siger Martin Einfeldt, kommunikationschef i Dansk Skovforening, til bolius.dk

Dansk Skovforening frygter desuden en øget CO2-udledning fra de hundredetusindvis rummeter tyndingstræ, der ikke vil komme på markedet som brænde, men rådne op i skovbunden, fordi det vil være for besværligt og dyrt at sælge til forbrændingsværker.


Nyhedsoverblik