Dårligt net er Dragsholm Slots største trussel

Massive udfald i telefonsamtaler og lange ventetider på at hente ting fra nettet kan komme til at koste Dragsholm Slot kunder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De er glade for maden, lokalerne og omgivelserne, men når kunderne melder tilbage om deres oplevelser på Dragsholms Slot, så er der et stort minus.

Både mobil- og internetdækningen er så dårlig, at det ofte er svært at føre samtaler uden udfald og hente materiale på nettet uden at skulle vente i flere minutter.

- Det er et stort problem her. Specielt for vores erhvervsgæster, der stort set ikke har papirer med længere. De er afhængige af at kunne downloade deres dokumenter. Tit får vi at vide af gæsterne, at vi har et dejligt slot, men at vi skal se at få gjort noget ved internet- og mobildækningen, siger Mads Bøttger, der er administrerende direktør på slottet.

Frygter at kunderne forsvinder

Han fortæller, at der er store udsving på, hvordan mobildækningen er, og at det afhænger af vejret, om personen i den anden ende af røret går igennem uden at falde ud.

I forhold til internettet er styrken langt fra optimal, og ofte tager det flere minutter at hente et dokument, og slotsdirektøren frygter, at det på sigt kan komme til at koste Dragsholm kunder.

- Jeg kan ikke vide, om det allerede har betydet, at nogen har fravalgt os. Den dårlige netdækning er helt klart den største trussel mod os. 50 procent af vores kunder er erhvervsgæster, og hvis de ikke kan tjekke mail eller føre en samtale, uden at blive afbrudt, så betyder det ikke så meget, at vi laver god mad og har nogle dejlige omgivelser, siger Mads Bøttger.

Kabel og mast er løsningen

Han er i dialog med Odsherred Kommunes borgmester Thomas Adelskov (S), der er i dialog med TDC om eventuelt at få en mobilmast sat op tættere på slottet.

Samtidig er Mads Bøttger selv i kontakt med SEAS/NVE om at lægge et kabel fra Dragsmøllevej og op til slottet.


Nyhedsoverblik