Bjørn danner par med Wozniackis kæreste

Fredag, d. 10. februar, kl. 16:05
af:

Thomas Bjørn er efter endnu en flot runde på en delt førsteplads i Dubai sammen med Rory McIlroy.

Thomas Bjørn viser forrygende form ved Dubai Desert Classic, hvor han deler føringen efter to runder.

Den danske golfspiller gik fredag anden runde i 65 slag, og med samlet 131 slag, 13 under par, er han delt nummer et sammen med Caroline Wozniackis kæreste, nordirske Rory McIlroy.

Tyske Martin Kaymer er også med i topstriden på en fjerdeplads, blandt andet efter et hole-in-one.

Endnu er ikke alle spillere færdige med runden, men det ser ikke ud til, at Thomas Bjørn og McIlroy bliver overhalet.

Thomas Bjørn leverede syv birdier på runder, herunder på de to afsluttende huller.

Thomas Bjørn vandt Dubai Desert Classic tilbage i 2001.

Søren Kjeldsen er også godt med fremme efter en runde i 69 slag, så han samlet har brugt 137 slag.

Søren Hansen brugte ligeledes 69 slag på anden runde, men han har samlet brugt 141 slag.

Længere nede i feltet ligger Thorbjørn Olesen efter en dårlig anden runde i 73 slag. Med samlet 143 slag ligger Olesen lige akkurat til at klare cuttet til weekendens finalerunder.

Anders Hansen er derimod uden chance for at komme videre med samlet 146 slag.

/ritzau/

TV PÅ NETTET
Vi lægger vores udsendelser på nettet, så du kan se dem, når det passer dig.

Klik på en dato i kalenderen for at se vores programmer, eller læs mere om nettv på TV2 ØST på dette link.