Anmeldelse om dødstrusler afvist af politiet

Konservativ Ungdoms næstformand i Lolland-Falster kredsen forsøgte tirsdag at anmelde en række trusler, men politiet ønskede ikke at foretage sig noget i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet nægtede at tage imod en anmeldelse om dødstrusler, da Nikita Klæstrup, der er Konservativ Ungdoms næstformand i Lolland-Falster kredsen, tirsdag eftermiddag var forbi Vordingborg Politistation for at meddele, at hun var blevet udsat for adskillige ubehagelige kommentarer på Facebook.

- Jeg viste beskederne til politibetjenten og fortalte, hvad der var sket. Han sagde til mig, at de ikke havde mulighed for at gøre noget ved det, og det mener jeg er direkte forkasteligt, siger Nikita Klæstrup til TV2 ØST.

Sendt til hendes profil

Nikita Klæstrup har modtaget truslerne, efter at hun i søndagens udgave af Berlingske valgte at kritisere Christiania i et debatindlæg.

Det er blandt andet henvendelser som »Må du dø langsomt og smertefuldt lorteluder.« og »Når Danmark ligger i bål og brand, så fatter du hvad jeg mener, din fucking skøge. Dø af kræft,« der er sendt til hendes profil.

- De er skrevet personligt og direkte til mig, men det gjorde åbenbart ikke nogen forskel, da jeg nævnte det for politibetjenten, og det forstår jeg ikke, siger hun.

Ikke egentlige dødstrusler

Lokalpolitiet i Vordingborg fortæller, at Nikita Klæstrup fik afslag, fordi de ikke mente, at der på daværende tidspunkt var baggrund for at starte en sag.

- Min kollega skønnede, at der ikke var tale om egentlige dødstrusler, men mere nogle ord i en debat, som hun selv har været med til starte, men hvis hun føler sig dårligt behandlet, er hun selvfølgelig altid velkommen til at klage til politidirektøren, siger Arne Holdensen, der er sektionsleder hos lokalpolitiet i Vordingborg.

Arne Holdelsen fortæller desuden til TV2 ØST, at de har opfordret Nikita Klæstrup til midlertidigt at lukke Facebook-profilen.

Har ikke tænkt sig at give op

Selv om Nikita Klæstrup ikke fik noget ud af sit besøg på stationen tidligere i dag, har hun ikke tænkt sig at give op.

- Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal finde mig i det, fordi jeg deltager i den offentlige debat. Derfor har jeg planer om at skrive en mail til politiet. Her vil jeg vedhæfte beskederne og kræve, at de tager imod min anmeldelse, siger hun.

Nikita Klæstrup går til daglig på gymnasiet i Vordingborg. Hun stillede op til kommunalvalget sidste år, men fik ikke nok stemmer til at komme ind i byrådet.


Nyhedsoverblik