Aktionæropgør lykkedes ikke

Forsøget på at få repræsentantskabet i Møns Bank til at trække sig lykkedes ikke ved torsdagens ekstraordinære generalforsamling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere end 900 aktionærer var mødt op til den ekstraordinære generalforsamling i Møns Bank. Møns Banks Aktionærforening - en gruppe af omkring 50 kritiske aktionærer - havde stillet bankens repræsentantskab over for et mistillidsvotum.

Det lykkedes dog ikke. Kun 27 procent af de afgivne stemmer pegede på, at der ikke var tillid til det siddende repræsentantskab, og mistillidsvotummet faldt dermed til jorden.

- Vi havde selvfølgelig håbet på, at vi ville komme igennem med vores mistillidsvotum. Jeg hæfter mig ved, at vi trods alt fik 28 procent af stemmerne, så i en eller anden grad havde vi jo nogen opbakning, siger Jesper Bjørn Hansen, der er med i den gruppe af kritiske aktionærer, der havde indkaldt til generalforsamlingen.

Dermed var der stor opbakning fra de fremmødte aktionærer til det siddende repræsentantskab.

- Det er en fantastisk opbakning, som vi har fået fra aktionærerne, og det er vi naturligvis glade for. Nu vil der formentlig falde ro om bankens drift, og den vil fortsætte i samme professionelle gænge, som den har gjort tidligere, siger Elly Nielsen, der er formand for repræsentantskabet i Møns Bank.

Ved generalforsamlingen blev Jesper Bjørn Hansen, der er en del af den kritiske aktionærgruppe, stemt ud af repræsentantskabet, som han ellers sad i. I stedet blev Peter Hansen, der er 48 år og medejer og direktør i Øernes Revision A/S, valgt ind i repræsentantskabet.


Nyhedsoverblik