Aggressive mænd ville tvinge kvinde ud af sin bil

Politiet efterlyser vidner, der kan have set noget til en voldsom episode i Kalundborg, hvor to mænd sprang ud foran bilist, fordi de ville stjæle hendes bil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lokalpolitiet i Kalundborg vil gerne høre fra vidner, der kan have set noget til en besynderlig episode på Slagelsevej ca. ud for nr. 121 i Kalundborg fredag morgen omkring klokken 7.

En kvinde kom kørende i sin koksgrå Peugeot 206 på vej ud af byen, da der pludselig sprang to mænd ud foran bilen hendes bil og ifølge politiet var kvinden tæt på at ramme én af mændene, og hun måtte undvige og træde hårdt på bremsen.

Da bilen holdt stille, forsøgte de to mænd at åbne bildørene, men kvinden havde nået at låse dem indefra, hvilket fik en af mændene til at råbe ”ud af bilen, kælling – vi skal til Næstved,” oplyser Midt – og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden i bilen råbte tilbage, at hun var på vej på arbejde og det fik den ene mand til at blive aggressiv og slå sin knyttede hånd ned i både kølerhjelm og tag på bilen. Det lykkedes efterfølgende kvinden at køre fra stedet. Politiet fortæller, at hun er meget chokeret over episoden.

Efterlyser vidner 
Lokalpolitiet i Kalundborg vil meget gerne i kontakt med vidner, der måske kan have oplysninger i sagen, der kan føre til de to personer.

Begge mænd beskrives som afrikanske af udseende og med kort afrohår. Den ene omkring 25 år gammel og 180 cm høj og iført jeans og grøn t-shirt. Den anden skulle være muskuløs, 170 cm høj og iført en slags fodboldtrøje i rød, hvid og grønt med tallet 52 skrevet foran. Han havde også lyseblå cowboyshorts på samt et sølvur med en sort læderrem.

Politiet kan kontaktes på 114.

 


Nyhedsoverblik