48-årig politiskudt er fængslet for drabsforsøg

En værtshusgæst, der stak ud efter dørmand og blev skudt af politiet, er varetægtsfængslet for drabsforsøg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 48-årige mand fra Slagelse-egnen, der natten til fredag blev skudt i lysken af politiet, er blevet varetægtsfængslet in absentia i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved fredag. Han er sigtet for drabsforsøg og trusler mod en dørmand til et værtshus.

Manden er fortsat er indlagt på hospitalet, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Uden for livsfare

Den 48-årige var først i livsfare, men Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der undersøger sagen, melder ham nu stabil og uden for livsfare.

- Han er ramt i lysken med et skud, og vi har fået at vide, at han er uden for livsfare og stabiliseret, siger Kristian Palmann Jensen, chefkonsulent i Den Uafhængige Politiklagemyndighed til Ritzau.

Den 48-årige blev smidt ud af værtshuset The Old Irish Pub i den sjællandske by. På et tidspunkt herefter trak han ifølge politiet en kniv, som han truede dørmanden med. Selve drabsforsøget består ifølge politiet i, at den 48-årige stak ud efter dørmanden.

Øjenvidner fortæller til TV2 ØST, at manden nægtede at lægge kniven. Forinden havde betjentene affyret varselsskud, lyder det.

Skud undersøges

Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev orienteret af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi klokken 02.35 om skudepisoden foran værtshuset.

- Vi foretager udrykning med det samme til stedet for at efterforske hændelsen. Vi har to mand på stedet nu, som afhører vidner og ser på tekniske spor, og de to involverede betjente skal også afhøres senere, siger Kristian Palmann Jensen.

Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil Den Uafhængige Politiklagemyndighed udarbejde en juridisk redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.

Det er herefter Statsadvokaten, der tager stilling til, om der eventuelt skal rejses tiltale mod nogle af de involverede polititjenestemænd.

/ritzau/


Nyhedsoverblik