17 ansatte stopper i fusionsbank

Lollands Bank og Vordingborg Bank er stadig ved at finde fælles fodfæste. Fusionen har indtil videre betydet, at 17 ansatte har sagt ja til at stoppe frivilligt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fusionen mellem Lollands Bank og Vordingborg Bank har sat sine spor. 17 ansatte stopper, og den nye banks kvartalsrapport viser et resultatet før og efter skat på henholdsvis 4,3 millioner kroner og 3,3 millioner kroner, hvilket er negativt påvirket af nedskrivninger med 25 millioner kroner. Det skriver Lollands Bank i en pressemeddelelse.

Nedskrivningerne skyldes primært nogle få større engagementer, men bliver dog opvejet lidt af 18 millioner kroner i kursreguleringer.

Banken er i fuld gang med at tilpasse omkostningsniveauet og udnytte de synergieffekter, der følger af fusionen med Vordingborg Bank. Banken har udarbejdet et fratrædelsesprogram, som 17 medarbejdere har tilsluttet sig. Herudover er bankens filialnet netop reduceret med 4 filialer, som er sammenlagt med nærmeste større filial.

Besparelser på vej

Disse tiltag vil sammenlagt resultere i en omkostningsbesparelse i niveauet 15-20 millioner kroner per år, som får virkning på resultatet fra og med regnskabsåret 2015.

Banken har herudover søgt om Finanstilsynets godkendelse til at indfri statslig hybrid kernekapital på 32 millioner kroner. Lånet, som forventes indfriet i juni 2014, vil reducere den årlige renteudgift med omtrent 3 millioner kroner årligt.


Nyhedsoverblik