Hjemmeværnskommanden bliver placeret i Vordingborg. Det står klart, efter dagens forsvarsaftale er i hus. Den vil ændre markant på organiseringen af det danske forsvars ledelse.
Der rykker derfor cirka 130 arbejdspladser til Vordingborg kaserne, når Hjemmeværnskommanden bliver rykket fra Kastellet i København.
Læs også: FAKTA: Her er hovedelementerne i forsvarsaftale
Der bliver i alt flyttet omkring 400 ud af København og til det øvrige Danmark. Det oplyser Ole Hækkerup (Soc.dem), forsvarsordfører for Socialdemokraterne.
- Det er vigtigt for os, at når statslige arbejdspladser flyttes fra København, så skal det også komme Region Sjælland til gavn. Det er godt for Vordingborg, siger Ole Hækkerup.
Borgmester hilser flytning velkommen
Vordingborgs borgmester, Knud Larsen, hilser Hjemmeværnskommandoen velkommen i Vordingborg.
- Vi er glade for, at Folketinget vælger at placere hjemmeværnskommandoen i Vordingborg. Det giver god mening at samle en større del af hjemmeværnet på Vordingborg Kaserne. Vi har også fået en rigtig god opbakning fra Faxe, Næstved, Lolland og Guldborgsund Kommuner, som har støttet op om vores arbejde for at sikre og tiltrække nye arbejdspladser til Vordingborg Kaserne, siger Knud Larsen i en pressemeddelelse.
Foruden aftalen om at flytte Hjemmeværnskommandoen, kan det også komme Veterancentret i Ringsted til gavn, at der årligt sættes 25 millioner kroner af til at styrke indsatsen på veteranområdet.