100 bliver fyret på Filadelfia

To afdelinger på epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund skal lukke. Det betyder, at op mod 100 medarbejdere mister jobbet. Regionernes spareplan tvinger epilepsihospitalet ud i fyringer og lukning af afdelingerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regionernes spareplan betyder, at hospitalet må lukke to specialafdelinger og afskedige godt 100 medarbejdere. Desuden må Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund ikke behandle flere patienter i år. Det skriver Filadelfia i en pressemeddelse.

Epilepsipatienterne står nu uden behandlingstilbud i resten af 2011, fordi regionerne ifølge Filadelfia ikke længere vil betale for deres behandling.

Filadelfias bestyrelse besluttede derfor på et bestyrelsesmøde, at epilepsihospitalets specialafdeling for svært fysisk og psykisk udviklingshæmmede epilepsipatienter og afdelingen for unge epilepsipatienter - begge de eneste af deres art i Danmark - lukker. Derudover erkender bestyrelsen, at der ikke kan tages flere patienter ind i år.

Driftsbudgettet bliver reduceret fra 155 mio. kr. til godt 74 mio. kr. Ifølge bestyrelsen er det er ikke muligt at drive et højt specialiseret epilepsihospital i Danmark for 74 mio. kr, og derfor skal der hurtigt findes supplerende finansieringsmuligheder. Hvis ikke vil Epilepsihospitalets eksistens være truet.

- Det er naturligvis med stor beklagelse, at bestyrelsen har set sig nødsaget til at træffe beslutning om fyring af medarbejdere og lukning af afdelinger. Faktum er bare, at vi er nødsaget til at gribe til handling, når regionerne ikke længere vil bruge de penge, de hidtil har gjort på de danske epilepsipatienter, siger professor i sundhedsøkonomi og bestyrelsesformand for Epilepsihospitalet Filadelfia, Kjeld Møller Pedersen.

Lukningen af de to afdelinger får også konsekvenser for andre afdelinger, der vil blive ramt af nedskæringer.

Flertal i Folketinget ville sikre Filadelfia

I halvandet år har Filadelfia ligget i forhandlinger med Regionerne, og tidligere i år gik daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder ind i sagen.

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne og 2020-planen tilkendegav et flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Pia Christmas Møller, at Epilepsihospitalet Filadelfia skulle sikres overlevelse i form af driftsvilkår, der kunne sikre et højtspecialiseret niveau på Danmarks eneste epilepsihospital. Trods adskillige møder i Sundhedsministeriet er der ikke opnået et fællesresultat.

Medarbejdere chokeret

Louise Sjøberg, der er fællestillidsmand og medarbejdervalgt medlem af Filadelfias bestyrelse, er rystet.

- Så mange medarbejdere og deres familier bliver berørt. Det er sørgeligt i sig selv, men hertil kommer, at mange af medarbejderne har opbygget stor ekspertise inden for specialområder. En ekspertise og viden som er kommet en gruppe af svage patienter til gavn. Med fyringerne forsvinder den viden og ekspertise, beklager fællestillidsmanden.

Regionen sender aben tilbage

Region Sjælland mener dog, at Filadelfia, der er en selvejende institution, selv er skyld i de økonomiske problemer, og at regionen giver rigeligt i tilskud.

- Sundhedsministeriet har gennem hele 2011 gjort det meget klart for regionerne og Epilepsihospitalet, at fritvalgsrammen var på 75 millioner kroner, hverken mere eller mindre, siger siger Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (A).

De cirka 75 millioner årlige kroner er tildelt fra staten inden for den såkaldte fritvalgsramme, og Region Sjælland mener, at regionen flere gange i løbet af 2011 har påpeget overfor Filadelfia, at der kun er 75 millioner til rådighed til hele året. Derfor mener Region Sjælland heller ikke, at kvaliteten af behandlingen bør blive forringet.

- Der er ingen patienter, der kommer til at mangle behandling. Epilepsihospitalet i Dianalund har viden og ekspertise inden for behandling af komplicerede epilepsitilfælde, og det vil vi fortsat gøre brug af, siger Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (A).

 


Nyhedsoverblik