Grævlingen vejer 15-20 kilo og er efter ulven det største rovdyr, vi har i Danmark.
Alligevel sker det meget sjældent, at man i Danmark ser noget til den.
- De fleste mennesker har aldrig set en levende grævling, fordi den færdes kun om natten, fortæller Per Rasmussen, der til daglig arbejder som pressefotograf.
Da han for tre år siden fandt en grævlingegrav ved Knudshoved Odde, satte han sig for at få billeder af stedets beboer.
- Man sidder fuldstændig stille. Du gør stort set ikke andet end at trække vejret så roligt som muligt, fortæller han.
En uventet overraskelse
Aften efter aften har han siddet i flere timer i håb om en at få et glimt af dyret.
Så skete det.
- Præcis klokken 20.20 søndag ser jeg noget bevæge sig. Så kommer en grævling frem, der graver en masse halm sammen og forsvinder igen.
Men til Per Rasmussens store overraskelse var grævlingen ikke alene.
- Så går der et øjeblik, og så kommer der faktisk to op, som sammen bærer ny, frisk halm ned, siger han.
Glæden var derfor ubeskrivelig.
- Man er helt høj, og i et stykke tid glemmer man næsten at trække vejret, fortæller fotograf Per Rasmussen.
Kan der være flere?
Per Rasmussen spekulerer nu i, om der kunne være flere, hvor de kom fra.
- Det er sådan, at grævlinger får unger i marts måned, så når de laver alt det her arbejde med at få halm ned i graven så kunne det være, fordi der var unger, forklarer han.
Om der er en familie i grævlingeboet, vil tiden vise.