Britt har afmeldt gassen - nu stoppes fjernvarmeprojekt

Odsherred Forsyning stopper udrulning af fjernvarme til 2.500 husstande. Og det får konsekvenser for både borgere og den grønne omstilling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter planen skulle borgere i Fårevejle, Asnæs, Hørve og Vallekilde være koblet på fjernvarmenettet i Odsherred. Men det lokale forsyningsselskab har stoppet projektet.

En af dem, der skulle have været tilkoblet fjernvarme er Britt Andersen.

- Nu er der ingenting, alt er faldet til jorden, siger hun torsdag til TV2 ØST.

quote Det er en skandale, at man kommer så langt, at man skal politianmelde en økonomidirektør

Anders Dyrelund, ekspert i fjernvarme

Onsdag den 10. april fik hun et brev om, at fjernvarmeprojektet er stoppet, uden en ny opstartsdato. Også selvom alt står klar til at lægge fjernvarme ind i hendes hus i Fårevejle, og hun har opsagt sin aftale med det selskab, der indtil nu har leveret gas til opvarmning af huset. 

Nu frygter Britt Andersen, at det kommer til at koste hende at genetablere den aftale. Og hun er langt fra den eneste, der bliver ramt af det kuldsejlede fjernvarmeprojekt.

Økonomidirektør anmeldt

Beslutningen om at stoppe projektet, kommer efter den tidligere økonomidirektør i forsyningsselskabet er blevet meldt til politiet. Hvad, han er anmeldt for, er uvist, men Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de har modtaget anmeldelsen, og at de efterforsker sagen.

- Meget tyder på, at bestyrelsen ikke er blevet præsenteret for projektets reelle økonomiske grundlag. Vores beslutninger er taget ud fra et glansbillede, har bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning, Mathias Hansen tidligere forklaret i en pressemeddelelse.

Meddelelsen kom, efter det viste sig, at der langt fra er økonomi til at få tilkoblet de 2.500 husstande til fjernvarmenettet.

quote Meget tyder på, at bestyrelsen ikke er blevet præsenteret for projektets reelle økonomiske grundlag

Mathias Hansen (V), bestyrelsesformand, Odsherred Forsyning

Anlægsomkostningerne blev ved projektets start estimeret til 950 millioner kroner. I november 2023 var anlægsomkostningerne steget med 300 til 400 millioner kroner, oplyser Odsherred Forsyning i en pressemeddelelse. 

En ny gennemgang af projektøkonomien viser, at anlægsomkostningerne må opjusteres med yderligere 200 millioner kroner, så det nu står til at komme til at koste til 1,6 milliarder kroner.

Læs også
Afbryder fjernvarmeprojekt på ubestemt tid
Læs også
Afbryder fjernvarmeprojekt på ubestemt tid

Anders Dyrelund, der er ekspert i fjernvarme og har arbejdet med varmeplanlægning siden 1979, mener godt, man kan kalde situationen i Odsherred en skandale.

- Det er en skandale, at man kommer så langt, at man skal politianmelde en økonomidirektør, det bør ikke ske, siger han.

- Men det er også yderst sjældent, at man ser sådan noget i den sektor - i forhold til den private sektor, tilføjer han.

Odsherred er dog langt fra det eneste sted, hvor prisen på anlægsarbejder stiger markant.

- Anlægsarbejderne er steget omkring 35 procent over tre år, mens nogle af de her fjernvarmeentrepriser er steget 100 procent, siger Anders Dyrelund.

Læs også
Direktør politianmeldt efter alvorlige fejl i fjernvarmeprojekt
Læs også
Direktør politianmeldt efter alvorlige fejl i fjernvarmeprojekt

Han fortæller, at man har lavet en plan om at udrulle fjernvarmenettet landet over frem mod 2030, fordi gas til opvarmning skal afvikles i 2030. Men med de stigende anlægspriser er det nødvendigt at genbesøge de planer, mener han.

Anders Dyrelund foreslår, at man forlænger perioden, sådan at udrulningen af fjernvarmenettet sker frem til 2035.

- Man kan lige så godt gøre det i god ro og orden, siger han.

En trist dag

Udover at skabe usikkerhed for de berørte borgere, så betyder forsyningsselskabets beslutning også, at det kan blive sværere for Odsherred Kommune at nå deres klimamål.

Fjernvarmetilkoblingen skulle nemlig reducere brugen af olie og gas til opvarmning.

- Det er en trist dag for den grønne omstilling, at det her ikke kan gennemføres, som det ser ud lige nu, siger Claus Starup (K), der er formand for klima- og miljøudvalget i kommunen.

Odsherred Kommune har en klimaplan med ambitioner om, at 98 procent af varmen skal komme fra andet end fossilt afbrændingsmiddel i 2030, fortæller udvalgsformanden, og det mål bliver muligvis sværere at nå nu.

Læs også
Helge ramt af fjernvarme-sag: - Det lyder vanvittigt
Læs også
Helge ramt af fjernvarme-sag: - Det lyder vanvittigt

- Når 2.500 husstande falder ud af det her regnskab, plus at man ikke kan anlægge nogle nye i det nordlige Odsherred, så gruer jeg for, om vi nu kan nå det, siger han og kalder situationen for et uheldigt tilbageslag.

- Vi har nogle mål i klimaplanen, som vi skal nå, og nu hvor vi ikke helt kan regne med de 2.500, så har vi da en ny situation, siger Claus Starup, der nu sammen med resten af klima- og miljøudvalget skal se på, hvordan de når klimamålene.

- Vi skal revurdere vores billede af, hvad der kan lade sig gøre, siger han.

- Det kan godt være, vi kan nå det, men det bliver på nogle andre parametre, siger udvalgsformanden.

Dybt beklageligt

TV2 ØST har kontaktet Odsherred Forsyning for at få et interview med direktør Fanny Villadsen. Forsyningsselskabet henviser til Mathias Hansen (V), der er bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning. Han sidder også i byrådet i Odsherred Kommune, hvor han blandt andet er formand for vækst- og udviklingsudvalget, næstformand i klima- og miljøudvalget og medlem af økonomiudvalget.

Han ønsker dog heller ikke at stille op til interview i sagen, men siger i et skriftligt svar, at det er beklageligt, at Odsherred Forsyning har måttet stoppe fjernvarmeprojektet.

- Det er en dybt beklagelig, men nødvendig beslutning. Dette er en helt ekstraordinær situation med mange ubekendte, hvorfor vi desværre endnu ikke kan give de svar, som mange borgere i Odsherred forståeligt nok sidder med. Men dét, jeg kan sige, er, at vi også i den kommende tid vil sætte alt ind på at udforske, hvilke muligheder der er for at sikre en god fremtid for fjernvarmekunderne i Odsherred, skriver han.

Kan påvirke kommunens økonomi

Borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) ser med bekymring på den situation, der nu er opstået i Odsherred.

- Kommunen har ikke nogen handlemulighed i forhold til den situation, som selskabet har fået bragt kommunen og borgerne i. Det er kun selskabet, som kan løse den opgave, som der er lige nu, siger borgmesteren, der frygter, at det kan give de 2.500 borgere ekstra udgifter, at fjernvarmeplanerne er stoppet.

quote Vi er bekymrede for, hvad det betyder for, hvordan selskabet skal overleve i fremtiden

Karina Vincentz (Nyt Odsherred), borgmester, Odsherred Kommune.

- Vi er optaget af de borgere, der står og mangler at få varme, og vi er også optagede af, at der måske er nogle borgere, der står og ser ind i nogle prisstigninger på det varme, som de allerede har i forvejen, siger hun.

Men fjernvarmeskandalen kan også blive en hovedpine for kommunen, der har stillet garantier for nogle af de lån Odsherred Forsyning har.

- Vi er bekymrede for, hvad det betyder for, hvordan selskabet skal overleve i fremtiden, vi har jo stillet nogle kommunegarantier for en del af de lån, som de har, og man kan sige, hvis det ender så grelt, så nogle af de her kommunegarantier kommer i spil, altså at vi skal indfri en del af gælden, så vil det betyde store serviceforringelser for vores kommunes borgere, siger Karina Vincentz.

Beslutningen om at stoppe anlægsarbejdet betyder, at det igangværende anlægsarbejde i Vallekilde og Hørve bliver stoppet, mens projekterne om udrulning af fjernvarme i Fårevejle og Asnæs ikke sættes i gang. Det vil heller ikke være muligt at tilslutte nye kunder i det nordlige Odsherred.


Nyhedsoverblik