Mikkel Kjærgaard blev overrasket.
Som leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var hans kollega kørt med ATK-vognen ud til Højrebyvej på det vestlige Lolland, hvor der ofte køres alt for hurtigt.
Når bare vi sænker hastigheden en smule, vil der være færre, der kommer alvorligt til skade
Den knap 18 kilometer lange landevej, der strækker sig fra Nakskov, syd om Søllested og Stokkemarke til Sørup, inviterer nemlig bilisterne til at træde lidt ekstra på speederen.
- Det er en større hovedfærdselsåre på Lolland, der har en indretning, hvor den visse steder kan indbyde til at køre en lille smule hurtigere end den anførte hastighed på 80 kilometer i timen, siger Mikkel Kjærgaard.
Af den årsag holdt ATK-vognen torsdag syd for Stokkemarke for at blitze mulige fartsyndere.
Antallet af fartbilister falder
Men da Mikkel Kjærgaard læste rapporten fra strækningen, ja, så blev han positivt overrasket.
For selvom politiet holdt der fra klokken 13.40 til 20.10, så fangede de blot en enkelt fartsynder, som blev målt til at køre 95 kilometer i timen.
- Det glæder mig, at bilisterne i den grad har overholdt hastighedsbegrænsningen på strækningen, hvor der bor mennesker. Så det skal de have ros for, siger Mikkel Kjærgaard og fortsætter:
- Det er rigtig positivt. For når bare vi sænker hastigheden en smule, vil der være færre, der kommer alvorligt til skade i trafikken.
Faktisk falder antallet af fartbilister, oplyser politiet.
- Hvis vi kigger på tendensen, kan vi se, at hastigheden for de senere år er faldende, siger Mikkel Kjærgaard og tilføjer:
- Folk kører generelt langsommere, og det kan blandt andet skyldes relativt høje brændstofpriser. Så vi tager ikke lige så mange billeder, som vi tidligere gjorde.